HVOR SVÆRT KAN DET VÆRE?

Der findes aftaler, procedurer, rammer, regler og love for de fleste ting, så hvis alle bare overholder dem, så undgår vi uenigheder og konflikter. Hvis vi alligevel skulle blive uenige, er der jo heldigvis en rigtig og forkert måde at gøre tingene på.

Vi skrev i sidste referat, hvordan beslutningsprocessen er!

Der er sat skilte op, som viser, at du sidder i en stillekupé, så nej selvfølgelig må man ikke snakke i telefon her!

Man sætter i opvaskemaskinen sådan her – den eneste rigtige måde!

For dig som tænker sådan, er det garanteret meget enkelt: regler og aftaler er til for at blive overholdt. Det betyder, at der i virkeligheden ikke er så meget at snakke om, når vi bliver uenige. Det korrekte svar findes i en nedskrevet aftale, procedure, mødereferat eller lignende eller også i en uskreven regel, som vi alle burde kende.

Måske er du et menneske, som gør en dyd ud af at fortælle andre mennesker, hvordan reglerne egentlig er og hvordan de helst skal opføre sig, så tingene foregår korrekt og ordentligt.

Du vil sikkert også forsvare, at netop din fortolkning er den rigtige og du vil gøre det på en voksen og moden måde uden drama og en masse følelser. Hvis man er utilfreds eller vred, må man sige det på en saglig, konkret og præcis måde. Det nytter ikke at lade sig styre af sine følelser. Så tager man sig sammen og kontrollerer sig selv -hvor svært kan det være?

Måske har du ofte ligefrem følelsen af at være den eneste rigtige voksne der er tilstede og at andre opfører sig barnligt og uansvarligt.

Problemet er bare, at aftaler og regler fortolkes forskelligt af forskellige mennesker. Så selvom et aftalegrundlag umiddelbart ser enkelt ud, bliver det mudret så snart, der er mennesker involveret.

Alt i livet er åbent for fortolkning: ytringsfrihed, menneskerettigheder, konkurrenceloven, flygtningekonventioner, skattelovgivningen -you name it.

Vi har domstole og solidt uddannede folk til at træffe afgørelser om, hvordan tingene skal fortolkes -også fagfolk er uenige. Og vi kan ikke bringe alle vores uenigheder til afgørelse hos en voksen, en forældre, en chef, en domstol -for sandheden er relativ og bagved alle uenigheder er der mennesker af kød og blod.

Genkender du denne lyst til at bringe uenigheder ud af verden med en god voksen beslutning, så vi kan komme videre med mere vigtige ting i livet?

Hvis du gør, er det værd at huske på, andre mennesker ikke ser verden helt så enkel. Andre interesserer sig måske for at forstå alt det, som er omkring uenigheden og ønsker at opnå enighed ved at snakke sammen for at sikre sig vind-vind-løsninger.

Når vi kun kommunikerer med rettigheder, lovgivning, regler og lignende vil vi for det meste stå med en vinder og en taber, en der er rigtig og en der er forkert. Sådan et mindset fjerner ofte mennesker fra hinanden frem for at bringe dem tættere.

Som mediator (konfliktmægler) bruger jeg persontypeværktøjet Enneagrammet til at pege på, at der er 9 forskellige måder at håndtere konflikter på. Dig som har kendskab til Enneagrammet, vil måske genkende Enneagrammets Type 1 (Perfektionisten) i denne beskrivelse.

Hvis du arbejder eller lever tæt sammen med sådan et menneske, kan det hjælpe at vide, at det er mennesker, som vitterlig ønsker at skabe en verden med HØJ MORAL og ETIK og RETFÆRDIGE PRINCIPPER og de ønsker at hjælpe os andre med at løfte niveauet og standarderne, så det går rigtigt til og vi alle lærer sandheden at kende.

Det betyder desværre, at du godt kan føle dig korrekset, irettesat og dømt forkert af dem, hvis du har en anderledes måde at gøre tingene på. Det er vigtigt, at du ikke tager det personligt. Det handler nemlig ikke om dig, men om sagen og principperne dvs. de handler i en højere sags tjeneste.

Det er derfor en god idé at anerkende dem for den gode intention a la: jeg forstår, at det er vigtigt for dig, at vi alle følger reglerne. De er meget ordentlige mennesker og de vil gerne lytte, når du taler rationelt og sagsorienteret og især når de hører, at du er opmærksom på, at ”sagen” er vigtig for dem. Fortsæt så med noget i retning af: Jeg tror min synsvinkel kan gavne det, vi skal sammen, så her er, hvad jeg har at sige….”. Det skal nok blive en god snak! 

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s